Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
oktober 2000
Den dybe tallerken - igen igen
Gammel vin i nye flasker er børnekulturrådets opskrift til fremme af børnekulturen. Alle forslag smager af modernisering: bryd sektorgrænser og slip børnene fri. Men i samme åndedrag begår børnekulturrådet samme snævre sektortænkning - kultur über alles
CulturCommentar:
Børnekulturrådets rapport Med liv og lyst udmærker sig først og fremmest ved at være en udvidelse af offentlige myndigheders bestræbelser på modernisering og trærsektoriel tænkning, således at moderniseringsprojektet også kommer til at omfatte børnene. Rapporten har de selvfølgelige klicheer om at skabe hele mennesker af børn. Dette kan siges på mange måder - og siges også flot i rapporten.
Alle de rigtige påstand om børn og kultur gentages i en lang uendelighed. Der er ikke det ved kulturen som vil være godt for børn at få mere af. Meget mere. Og derfor skal vi gøre mere for de små poder.
Handlingsplanen for børn og kultur retfærdiggør egne initiativer ved at sætte kulturel opdragelse som modsætning til den virtuelle verden, som vor tids børn kommer til at leve i. Men den virtuelle virkelighed er jo netop også et kulturelt fænomen. Den modsætning man sætter op mellem det virtuelle og det kulturelle er falsk - en indsnævring af kulturbegrebet, som udelukkende kan begrundes i disse års frygt for at vi alle bliver til små skærmtrolde.
Og er kunsten ikke netop i sig selv virtuel? Nemlig en mennesketænkt repræsentation af virkeligheden, som skal hjælpe os til at forstå virkeligheden - eller flygte fra den. En god bog kan være fuldstændigt lige så virtuel som en god skærmoplevelse.
Det snævre kulturbegreb
Børnekulturrådet har givetvis følt sig bundet af at arbejdsgiveren var kulturministeriet. Det er påfaldende at de få konkrete navne i rapporten handler om kulturministeriets egne ansvarsfelter, for eksempel nævnes landsdelsscener og landsdelsorkestre specifikt. Og fire statslige kulturstyrelser nævnes som samarbejdspartnere, praktisk nok samme fire styrelser som har været repræsenteret i børnekulturrådet.
Men skal børns liv ses som en helhed, er det vel nødvendigt at bryde ud af kulturministeriets skygge. Og dybest set er den modsætning som børnekulturrådet falsk sætter op mellem kultur og virtuel virkelighed mere velanbragt som modsætning mellem kultur og natur. De voksnes løsninger for børnenes liv består af kultur. Typisk nok er ordet natur slet ikke nævnt i børnekulturrapporten.
Copy and paste
Men en række af rådets udsagn passer lige så godt på naturen. Her er copy and paste brugt flittigt - kultur er simpelthen erstattet med natur:
Børnenaturrådet vil give alle børn og unge i Danmark gode muligheder for at møde naturen i alle dens udtryksformer
Det legende element skal indgå som en væsentlig del af al skabende aktivitet, fordi det rummer det uforudsigelige, overraskende og uventede, som udvider oplevelsen af virkeligheden og baner nye veje i vores natur
Det er Naturrådets ønske, at der arbejdes langsigtet med børn og natur
det er vigtigt at børn kender til såvel vores naturarv, som til den natur, de indgår i hver dag
Vi vil søge at påvirke samfundsdebatten og bane vej for en øget bevidsthed om naturens vigtige rolle i et godt børneliv
fokus på nye veje og metoder i naturformidlingen til børn
fokus på mere viden, samfundsdebat og idéudveksling om børn og natur
Retten til at vælge børn fra
Lad gerne børnene få mere musik. Men hvorfor skal vi befamle symfoniorkestre med små puljebeløb til at opfinde nye dybe tallerkener. Landsdelsorkestrene har gennem de sidste 10-15 år arbejdet på at forbedre formidlingen til børn. Dette arbejde vil blive videreudviklet af interessenterne - af sig selv. Tag musikken ved hornene - og giv børnene musik i skolen, også efter 5. klasse.
Lad gerne børnene få øje på mere kunst. Men hvorfor skal kunstmuseer igen opfinde nye formidlingsveje af hensyn til børnene. Det har museerne arbejdet ihærdigt med i de sidste tyve år. Styrk faget billedkunst i skolerne. Giv penge til flere Billedskoler - der er ventelister alt for mange steder.
Danske kulturinstitioner er glimrende opmærksomme på børnene som målgruppe. Og mange kan styrke dette arbejde yderligere. Men det virker nærmest stalinistisk, når man vil kræve at alle kommuner skal have en børnekulturpolitik og at alle kulturinstitutioner skal have en børneformidlingspolitik. Det må også være kulturpolitik at vælge fra og prioritere anderledes.
